Samlet: 1838
Sted: Ringerike
Informant: Lars Hansen Svendserud
Samler: Jørgen Moe

I de Dage da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone som sad og bagte. Hun hedte Gjertrud, og havde en rød Lue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe, og var sultne begge, bad vor Herre hende saa vakkert om en Lefse at smage paa. Ja den skulde han da faa, men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; ligevel blev det saa stort at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Lefsen for stor; den kunde han ikke faa. Hun tog et endda mindre Emne; men da hun havde bagt det ud og bredt det paa Takken, blev den Lefsen ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faa. Tredje Gangen tog hun et endda mindre Emne, et ørende lidet et; men ogsaa denne Gang blev Lefsen altfor stor.

“Saa har jeg ikke noget at give jer,” sagde Gjertrud. “I faar lige saa godt gaa igjen uden Smagebete, for Lefserne blir for store allesammen.”
Da blev vor Herre vred og sagde: “Fordi du undte mig saa ilde, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved, og ikke faa noget at drikke, oftere end hver Gang det regner.”

Og knapt havde han sagt det sidste Ord, saa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagstefjælen op igjennem Skorstenspiben; og endnu den Dag idag kan man se hende flyve omkring med sin røde Lue og ganske sort over hele Kroppen, efter det at Piben sværtede hende. Hun hakker og pikker bestandig paa Trærne efter Mad, og piber mod Regnveir; for hun er altid tørst, og da venter hun Drikke.

Comments

comments