Dagens podcast tar for seg et rimelig ukjent folkeeventyr. Det befinner seg i Asbjørnsen og Moes samling av norske folkeeventyr, men jeg har aldri hørt noen fortelle det.

Der var engang tre Brødre; jeg ved ikke rigtig hvorledes det var gaaet til, men de havde faaet hver sit Ønske, saa de kunde faa en Ting, hvad de vilde. De to betænkte sig ikke længe: de ønskede sig, at hver Gang de stak Næven i Lommen, skulde de altid gribe i Penge, «for naar en har saa mange Penge en vil, kommer en altid frem i Verden,» sagde de. Men den yngste vidste at ønske det som bedre var; han gjorde det Ønsket, at alle Kvindfolk skulde blive glad i ham, bare de saa ham: det skal du høre var bedre end baade Gods og Penge.

Da de nu havde gjort Ønskerne sine, vilde de to ud i Verden, og Askeladden bad da om ikke han kunde faa være med; men det vilde de slet ikke give ham Lov til. «Hvor vi kommer hen, saa blir vi modtagne som Grever og Prinser,» sagde de; «men du, din sultne Stakkar, som ikke har noget og ikke faar noget, hvordan kan du tro at nogen bryr sig om dig?»
«Men jeg kunde vel faa Lov til at være i Følge med jer ligevel,” sagde Askeladden; «der torde vel falde af en Stegebete til mig ogsaa, naar jeg var i Følge med saa høie Herrer.»

Langt om længe skulde han da faa blive med dem, dersom han vilde være Tjeneren deres; for ellers vilde de slet ikke vide af ham.
Da de nu havde reist en Dags Tid eller noget, kom de til en Gjæstgivergaard; der tog de ind, de to som Penge havde, og forlangte baade Steg og Fisk, baade Brændevin og Mjød, og alt som godt var, men Askeladden han skulde passe paa alt det som tilhørte de to Storkarerne.

Men som han gik frem og tilbage og svævede ude paa Gaarden, kom Gjæstgiverkonen til at se ud gjennem Ruden, og fik se Tjeneren til de to Herrerne, og saa vakker en Fyr syntes hun aldrig hun havde seet for sine Øine før; hun saa og hun saa paa ham, og til længer hun saa, til deiligere syntes hun Gutten blev.
«Hvad i Fandens Skind og Ben er det du staar der borti Vinduet og glaner og glor efter?» sagde Manden hendes, «det var likere du saa efter at Grisen blev stegt, end du staar der og hænger; du ser hvad Folk der er hos os idag, ved jeg.»

«Aa jeg bryr mig om det Storskrapet jeg!» sagde Kjærringen; «vil de ikke være, kan de reise did de er komne fra. Men kom hid, skal du faa se en som gaar her ude i Gaarden! Saa vakkert et Menneske har jeg aldrig seet i mit Liv før. Vil du som jeg, saa beder vi ham ind og trakterer ham lidt; for han har nok ikke meget at fegte med, Stakkar.»
«Har du mistet den vesle Vetsmulen du havde, ogsaa nu, Kjærring?» sagde Manden, – han blev saa sint at det gnistrede af ham. «Fort ud i Kjøkkenet med dig og faa paa Peisen, og staa ikke her og glo efter fremmede Karer!»

Der var da ikke andet at gjøre for Konen end at gaa ud i Kjøkkenet og stelle med Maden; Gutten fik hun ikke Lov at se paa, og traktere ham torde hun nu ikke heller; men aller bedst hun var i Kjøkkenet og stak Stegegrisen paa Spiddet, gjorde hun sig et Ærende ud i Gaarden, og saa gav hun Askeladden en Sax, som var slig, at bare han klippede i Luften med den, skar den til de deiligste Klæder nogen vilde se for sine Øine, baade af Silke og Fløiel og alt det som gildt var; «den skal du have, for det du er saa vakker,» sagde Konen.

Da nu de to Brødrene vel havde faaet til Livs alt det som godt var, baade af stegt og bristet, vilde de afsted igjen, og Askeladden stod igjen bag paa Vognen og var Tjeneren deres, og saa reiste de paa ny et godt Stykke, saa kom de til en Gjæstgivergaard igjen. Der vilde Brødrene indom, men Askeladden, som ingen Penge havde, vilde de ikke have med ind; han skulde staa igjen ude og passe paa alt det som hørte dem til; «og spør nogen dig hvem du er Tjener hos, saa sig det er to fremmede Prinser,» sagde de.
Men saa gik det igjen ligesom forrige Gang: mens Askeladden stod ude paa Gaarden og hængte, kom Gjæstgiverkonen bort i Vinduet og fik se ham, og saa blev hun ligesaa borte i ham som den første Gjæstgiverkonen, og hun stod og saa og saa, og aldrig kunde hun faa seet sig mæt paa ham. Saa kom Manden hendes sættende igjennem Værelset med noget de to Prinserne havde forlangt.

«Staa ikke der og glo som en Ko paa en Laavedør, men kom ud i Kjøkkenet til Fiskegryden din, Kjærring,» sagde Manden; «du ser hvad Folk der er hos os idag, ved jeg.»
«Jeg bryr mig om det Storpakket jeg!» sagde Konen; «vil de ikke have det de faar, kan de tage det de havde med sig. Men kom hid du ogsaa, skal du faa se; saa vakkert Menneske som han der ude i Gaarden har jeg aldrig seet i Verden før. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt; han ser ud til at trænge det, Stakkar! Og saa inderlig vakker som han er!» sagde Kjærringen.

«Ikke stort Vet har du havt, og det vesle du havde, har da ogsaa gaaet sin Vei nu, kan jeg mærke,» sagde Manden – han blev endda sintere end den forrige Gjæstgiveren, og kjørte Kjærringen ud i Kjøkkenet. «Fort ud i Kjøkkenet med dig, og staa ikke her og glo efter Gutterne!» sagde han.
Hun maatte da ud til Fiskegryden sin, og traktere Askeladden torde hun ikke, for hun var ræd for Manden; men aller bedst hun stod og stelte med Varmen, gjorde hun sig et Ærende ud i Gaarden, og saa gav hun Askeladden en Dug, som var slig, at den diskede op med alt det bedste som tænkes kunde, bare han bredte den ud. «Dette skal du have, for det du er saa vakker,» sagde hun til Askeladden.

Da nu de to Brødrene havde ædt og drukket af alt det som fandtes, og betalt for sig i dyre Domme, reiste de derfra, og Askeladden stod bag paa Vognen. Da de havde reist saa længe til de blev sultne igjen, saa tog de ind paa en Gjæstgivergaard og forlangte alt det dyreste og bedste de kunde nævne; «for vi er to reisende Konger, og Penge har vi som Græs,» sagde de. Ja, da Gjæstgiveren hørte det, blev der en Brasing og Steging, saa de kunde lugte det til nærmeste Grandegaard, og Gjæstgiveren vidste ikke alt han vilde finde paa til de to Kongerne; men Askeladden maatte staa ude her ogsaa, og passe alt som i Vognen var.

Saa gik det lige ens, som de to forrige Gangene : Gjæstgiverkonen kom til at gløtte ud igjennem Vinduet, saa fik hun se Tjeneren, som stod der ude ved Vognen; og saa deilig en Fyr havde hun da aldrig seet før; hun saa og hun saa, og til mere hun stirrede paa ham, til vakrere blev han, syntes Gjæstgiverkonen.
Gjæstgiveren kom sættende gjennem Værelset med Maden de to reisende Kongerne havde forlangt, og han blev ikke meget blid, da han saa Kjærringen stod i Vinduet og glante. «Ved du ikke bedre end staa der og glo, naar vi har slige Folk i Huset?» sagde han til hende; «ud i Kjøkkenet til Rømmegrøden din, og det paa flyvende Timen!»
«Aa, det er vel ikke saa farligt, ved jeg; vil de ikke bie, til Rømmegrøden er kogt, kan de reise igjen,» svarede Konen. «Nei, kom hid, skal du faa se! Saa deilig en Fyr har jeg aldrig seet for mine Øine før, som han som staar ude i Gaarden. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt, for han kunde nok trænge til det, ser det ud til. Og saa Hjertens vakker som han er!»

«En Gutteflox har du været al din Tid, og det er du endda,» sagde Manden – han blev saa sint, at han ikke vidste hvad Fod han skulde staa
paa -; «men ser du ikke at komme ud til Grødgryden din, skal jeg prøve at faa Ben under dig jeg!»

Konen maatte da skynde sig ud i Kjøkkenet det snareste hun kunde, for hun vidste at Manden ikke var at spøge med; men ret som det var, saa smat hun ud i Gaarden, og saa gav hun Askeladden en Ture. «Naar du bare vrider paa Tappen,» sagde hun, «saa faar du alle de fineste Drikkevarer du vil, baade Mjød og Vin og Brændevin. Det skal du have, for det du er saa vakker,» sagde hun.

Da nu de to Brødrene havde ædt og drukket alt de vilde, reiste de fra Gjæstgivergaarden, og Askeladden stod bag paa Vognen igjen og skulde være Tjeneren deres. Saa kjørte de baade langt og længe, til de kom til en Kongsgaard, og der gav de ældste Brødrene sig ud for to Keisersønner, og da de havde Penge nok, og var saa gilde, at det glodde lang Vei af dem, blev de godt og vel modtagne; de skulde bo paa Slottet, og Kongen vidste ikke al den Stas han vilde gjøre af dem.

Men Askeladden, som gik i de samme Fillerne han havde havt paa hjemmefra, og som ikke havde en Skilling i Lommen, ham tog Vagten paa Kongsgaarden og satte ham ud paa en Holme; derud roede de med alle Tiggere og Fanter som kom til Kongsgaarden, det havde Kongen befalet, forat de ikke skulde forstyrre Lystigheden paa Slottet, naar de gik der saa fillede og stygge; og derud blev der ikke sendt mere Mad, end de netop kunde berge Livet. Brødrene til Askeladden saa nok at Vagten roede ud til Holmen med ham; men de var glade til, at de blev kvit ham, og brydde sig ikke det mindste om det. Men da nu Askeladden kom ud paa Holmen, tog han bare frem Saxen sin, og klippede med den i Luften; saa klippede Saxen til de gildeste Klæder nogen kunde ønske sig, baade af Fløiel og Silke, saa at Fanterne ude paa Holmen blev meget gildere end Kongen og alle de som paa Slottet var. Derpaa tog Askeladden Dugen sin og bredte ud, og saa fik de sagtens Mad, Fanterne ogsaa; sligt Gjæstebud havde aldrig staaet i Kongens Gaard, som der den Dag stod paa Fanteholmen. «Tørste er I vel ogsaa,» sagde Askeladden; han frem med Turen sin og vred lidt paa Tappen; saa fik vel Fanterne noget at drikke: sligt Øl og slig Mjød havde Kongen selv ikke smagt hele sin Levetid.

Da nu de som skulde bringe Mad til Fillefanterne paa Holmen, kom roende med Kaldgrødskoverne og Myseflaskerne sine – det var Maden de skulde have -, saa vilde de paa Holmen ikke smage det engang, og det blev de fra Kongsgaarden meget forundrede over, men endda mere forundrede blev de, da de rigtig saa paa Fanterne, for de var saa opklædte, at de troede det var bare Keisere og Paver allesammen, og at de havde roet ud til en gal Holme; men da de saa sig bedre for, kjendte de sig nok igjen. Da kunde de skjønne, at det maatte være han som de havde roet ud Dagen i Forveien, som havde skaffet Fanterne paa Holmen al denne Stasen; og da de kom tilbage til Kongsgaarden, var de ikke sene med at fortælle, at nu havde han som de roede ud med forrige Dagen, klædt op alle Fanterne saa gilde og saa prægtige at Stasen dryppede af dem; «Grøden og Mysen vi kom med, vilde de ikke smage engang, saa storagtige er de blit,» sagde de. En af dem havde ogsaa faaet opsnuset, at Gutten havde en Sax, som han havde klippet til Klæderne med; «naar han stikker den Saxen op i Luften og klipper med den, saa klipper han gjennem bare Silke og Fløiel,» sagde han.

Da Prinsessen fik høre det, havde hun hverken Rist eller Ro paa sig, før hun fik se Gutten og Saxen som klippede baade Silke og Fløiel ud af Luften; Saxen var nok værd at have, tænkte hun; med den kunde hun faa al den Stas hun ønskede sig. Hun bad da Kongen saa længe til han maatte sende Bud efter Gutten som eiede Saxen, og da han kom til Kongsgaarden, spurgte Prinsessen, om det var sandt han havde en Sax som var slig og slig, og om han vilde sælge hende den.

Ja, han havde nok en saadan Sax, sagde Askeladden, men sælge den vilde han ikke; og saa tog han op Saxen af Lommen og klippede med den i Luften, saa Silke- og Fløielsstumperne fløi om Ørerne paa hende.
«Jo, du maa endelig sælge mig den,» sagde Kongsdatteren, «du kan forlange for den hvad du vil, men have den maa jeg.»
Nei, sælge den vilde han ikke paa nogen Sæt og Vis, for slig Sax kunde han aldrig faa igjen, sagde han; og mens de stod og akkorderede om Saxen, saa Kongsdatteren bedre og bedre paa Askeladden, og hun syntes som Gjæstgiverkonerne, at saa deilig en Gut havde hun aldrig seet før.
Saa begyndte hun at akkordere om Saxen igjen, og tiggede og bad Askeladden, at han skulde sælge hende den; han kunde forlange for den saa mange hundrede Daler han vilde, det var det samme, naar hun bare fik den.
«Nei, sælge den gjør jeg ikke,» sagde Askeladden; «men det er det samme: faar jeg Lov at ligge paa Gulvet i Prinsessens Sovekammer tæt ved Døren i Nat, skal hun faa Saxen. Jeg skal ikke gjøre hende noget, men er hun ræd, kan hun gjerne have to Mand til Vagt inde i Kammeret.»
Ja, det gav Kongsdatteren ham gjerne Lov til; naar hun bare fik Saxen, saa var hun fornøiet, og Askeladden laa da paa Gulvet i Prinsessens Kammer om Natten, og de to Mand stod Vagt der; men Prinsessen fik ikke sove stort endda, for aller bedst det var, syntes hun at hun maatte aabne Øinene og se paa Askeladden igjen, og det varede hele Natten; havde hun lukket Øinene, maatte hun gløtte bort paa ham igjen, saa vakker syntes hun han var.
Om Morgenen blev Askeladden roet ud paa Fanteholmen igjen, men da de kom med Grødskoverne og Mysetaskerne fra Kongsgaarden, var der ingen som vilde smage det den Dagen heller; og det blev de som bragte det endda mere forundrede over. En af dem fik da snuset op, at Gutten som havde havt Saxen, eiede en Dug og at han bare behøvede at brede ud den, saa fik han alt det bedste han vilde have. Da han kom tilbage til Kongsgaarden, var det ikke længe før han fortalte det igjen; «slig Steg og slig Flødegrød har der ikke været Mage til i Kongens Gaard,» sagde han.

Da Prinsessen hørte det, sagde hun det til Kongen igjen, og bad og tiggede, saa længe til han maatte sende Bud ud paa Holmen efter ham som eiede Dugen, og saa kom Askeladden op paa Slottet igjen. Kongsdatteren vilde da endelig have Dugen af ham, og bød ham Guld og grønne Skoger for den, men Askeladden vilde slet ikke sælge den paa nogen Maade eller for nogen Pris. «Men dersom jeg faar Lov at ligge paa Sengekrakken i Prinsessens Sovekammer i Nat, skal hun faa Dugen min,» sagde Gutten. «Jeg skal nok ikke gjøre hende noget, men er hun ræd, kan hun gjerne sætte fire Mand til Vagt der inde.» Ja, det gik Prinsessen ind paa; Askeladden laa paa Sengekrakken foran Prinsessen, og de fire Mand stod Vagt; men havde ikke Prinsessen sovet stort forrige Nat, saa blev det endda mindre den Natten; hun kunde næsten ikke lukke Øinene, hun maatte ligge og se paa den deilige Gutten hele Natten igjennem, og endda syntes hun Natten var for kort.

Om Morgenen blev Askeladden igjen roet ud til Fanteholmen, men det var nok ikke med Prinsessens Vilje, saa glad var hun alt i ham; men det var da ikke at bede for, han maatte derud igjen. Da de fra Kongsgaarden kom med Grødskorperne og Mysen som Fanterne skulde have til Mad, var der ikke en af dem som vilde se paa det Kongen sendte, og det undrede de fra Kongsgaarden sig heller ikke over; men de syntes det var rart at ingen af dem var tørst. Men saa fik en af Kongens Bud snuset op, at han som havde havt Saxen og Dugen, havde en Ture, slig at bare han vred lidt paa Tappen, fik han de fineste Drikkevarer som tænkes kunde, baade Øl og Mjød og Vin. Da han kom tilbage til Slottet, stod ikke Munden bedre paa ham den Gangen end de to forrige Gangene; han fortalte vidt og bredt om Turen, og hvor letvint den var at faa alle Slags Drikkevarer med; «Magen til det Ølet og den Mjøden har nok aldrig været smagt i Kongens Gaard,» sagde han; «det er sødere end baade Honning og Sirup.»

Da Kongsdatteren hørte det, vilde hun strax se at faa Turen, og hun havde vel ikke noget imod at komme til at akkordere med ham som eiede den, heller. Hun gik da paa ny til Kongen, og bad at han vilde sende Bud ud paa Fanteholmen efter ham som havde havt Saxen og Dugen, for han havde endda en Ting som nok var værd at have, sagde hun; og da Kongen hørte, at det var en Ture som var slig at den skaffede det bedste Øl og den bedste Vin nogen vilde drikke, bare en vred paa Tappen, var det ikke længe før han sendte Budet, skal jeg tro.

Da Askeladden kom op paa Slottet, spurgte Kongsdatteren, om det var sandt han havde en Ture som var slig og slig.
Ja, han havde den i Vestelommen sin, sagde Askeladden; men da Kongsdatteren med al Magt vilde have kjøbt den, sagde Askeladden ligesom begge de forrige Gangene, at sælge den gjorde han slet ikke paa nogen Maade, om saa Prinsessen bød ham halve Riget for den. «Men det er det samme,» sagde Askeladden, «dersom jeg faar Lov at ligge paa Kanten af Prinsessens Seng ovenpaa Felden i Nat, skal hun faa Turen min. Jeg skal ikke gjøre hende noget, men er hun ræd, kan hun gjerne sætte otte Mand til Vagt i Kammeret.»
Aa nei, det behøvedes ikke, sagde Kongsdatteren, saa meget kjendte hun til ham; og saa laa Askeladden paa Felden foran Kongsdatteren om Natten. Men havde hun ikke faaet sovet stort de to forrige Nætterne, saa blev der endnu mindre af Søvnen den Natten; hun kunde ikke faa lukket et Øie, hele Tiden maatte hun ligge og se paa Askeladden, som laa fremmenfor hende paa Sengekanten.

Da hun stod op om Morgenen, og de vilde ro Askeladden ud paa Fanteholmen igjen, bad hun dem bie et lidet Grand, og saa sprang hun ind til Kongen, og bad ham saa inderlig vakkert om hun ikke kunde faa Askeladden, for ham var hun saa kjær i, at dersom hun ikke fik ham, vilde hun ikke leve, sagde hun.
«Aa jomænd kan du faa ham, naar du endelig vil,» sagde Kongen; «den som har slige Ting, er ligesaa rig han som du.»
Saa fik Askeladden Prinsessen og halve Riget – det andre halve Riget skulde han faa, naar Kongen døde -, og saa var alt godt og vel; men Brødrene sine, som altid havde været slemme mod ham, satte han ud paa Fanteholmen. «Der kan de være, til de faar prøvet hvem der er mindst Nød med, enten den som har Lommerne fulde af Penge, eller den som alle Kvindfolk holder af,» sagde Askeladden. Og det skulde ikke hjælpe stort at tage i Lommen og ringle med Pengene sine paa Fanteholmen, skal jeg tro: har ikke Askeladden taget dem af Holmen, saa gaar de der og æder Kaldgrød og Myse den Dag i Dag er.

Comments

comments