Dette er attende episode av vår podkast “Det henger i lufta”.

Dagens folkeeventyr er skrevet ned i 1839, det er Lars Hansen Svendserud som er informant og Jørgen Moe som er samler. Fortellingen kommer fra Ringerike i Buskerud

Langt, langt borte i en stor Skog boede engang et Par fattige Folk. Konen kom i Barselseng og fødte et Barn, en vakker Datter; men da de var fattige, vidste de ikke hvorledes de skulde faa Barnet til Daaben. Manden maatte da en Dag gaa ud, for at se at faa Faddere som selv kunde ofre; han gik hele Dagen baade til den ene og den andre, men alle sagde de, at de vel vilde være Fadder, men ingen syntes han havde Raad til at ofre selv. Da han gik hjem om Aftenen, mødte han en deilig Frue, som havde prægtige Klæder paa og saa saa inderlig snil og god ud; hun tilbød sig at skaffe Barnet til Daaben; men siden vilde hun beholde det. Manden svarede at han først maatte spørge sin Kone, hvad hun vilde; men da han kom hjem og fortalte det, sagde Konen bent ud nei. Andre Dagen gik Manden ud igjen, men ingen vilde være Fadder, naar de selv skulde ofre, og alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han gik hjem igjen mod Aftenen, mødte han paany den deilige Fruen, som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme Tilbud. Han fortalte Konen det som var hændt han, og hun sagde da, at dersom han heller ikke næste Dag kunde faa Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruen få det, siden hun saa saa god og snil ud. Den tredje Dag Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og da han igjen mødte Fruen om Aftenen, lovede han at lade hende faa Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab og Kristendom. Om Morgenen kom hun derfor did Manden boede, i Følge med to Mandfolk, tog Barnet og reiste til Kirken med det, og der blev det døbt. Saa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille Pigen hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var altid snil og god mod hende.

Da Pigebarnet var blit saa stor at hun lærte at skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort. «Du kan faa Lov at gaa om i alle Værelserne, hvor du vil,» sagde hun til Pigen, «bare ikke i de tre Kammere jeg nu viser dig.» Og saa reiste hun. Men Pigen kunde alligevel ikke lade være at lukke lidt paa den ene Kammerdøren, og vips! saa fløi der ud en Stjerne. Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun vred paa Fosterdatteren og truede hende med at jage hende bort; men Barnet graat og bad for sig, og saa fik hun tilslut Lov at blive.

Om en Tid igjen skulde Fostermoderen atter reise bort, og saa forbød hun igjen Pigen at gaa ind i de to Kammerne hvor hun ikke havde været. Hun lovede at tage sig i Vare; men da hun havde gaaet en Tid alene og tænkt og grundet paa hvad der vel kunde være inde i det andre Kammeret, kunde hun ikke holde sig fra at gløtte lidt paa Døren for at kikke ind, og vips! saa fløi Maanen ud. Da Fostermoderen kom tilbage og saa at Maanen var sluppen ud, blev hun meget bedrøvet og sagde til Pigebarnet, at nu kunde hun slet ikke beholde hende hos sig, nu maatte hun bort. Men Pigen graat saa hjertelig og bad saa vakkert for sig, og saa fik hun da Lov til at blive denne Gangen ogsaa.

Om nogen Tid skulde Fostermoderen reise bort igjen, og da lagde hun Pigen, som nu allerede var halvvoxen, alvorlig paa Hjerte, at hun slet ikke maatte prøve paa at gaa ind i eller se ind i det tredje Kammeret. Men da Fostermoderen havde været borte en Stund, og Pigen havde gaaet alene og kjedet sig længe, tænkte hun: «Nei saa morsomt det skulde være at se lidt ind i det tredje Kammeret!» Hun tænkte først, at hun ikke vilde gjøre det lige fuldt, for Fostermoderens Skyld; men da hun anden Gang kom paa det, kunde hun ikke bare sig længer, hun syntes at hun skulde og maatte se ind i Kammeret; hun gløttede lidt paa Døren, og vips! saa fløi Solen ud. Da Fostermoderen nu kom tilbage, og saa at Solen var fløiet ud, blev hun hjertelig bedrøvet, og sagde at nu kunde Pigen slet ikke faa Lov at være hos hende længer. Fosterdatteren graat og bad endda vakrere end før, men det hjalp ikke. “Nei, nu maa jeg straffe dig,” sagde Moderen – «men nu kan du have Valget: enten du vil blive den aller vakreste af alle Kvinder og ikke kunne tale, eller du vil blive den aller styggeste og kunne tale. Men bort fra mig maa du.» Pigen sagde: «Saa vil jeg helst blive vakker.» Og det blev hun ogsaa, men fra den Tid var hun maalløs.
Da hun var kommen bort fra Fostermoderen, gik hun og vandrede gjennem en stor, stor Skog, men alt hun gik, blev der aldrig Ende paa den. Da det led mod Kvelden, kløv hun op i et høit Træ, som stod lige over en Olle, og satte sig der til at sove om Natten. Tæt ved laa et Slot, og fra det kom tidlig om Morgenen en Pige, som skulde hente Vand fra Ollen til Prinsens The. Ternen saa det deilige Ansigtet i Ollen, og troede at det var hende selv; saa kastede hun Vandbøtten, løb hjem igjen og slog paa Nakken og sagde: «Er jeg saa vakker, saa er jeg vel for god til at gaa og bære Vand.» En anden skulde da efter Vandet, men det gik lige ens med hende; hun kom ogsaa tilbage og sagde at hun var for vakker og for god til at gaa efter Vand til Prinsen. Saa gik Prinsen selv, for han havde Lyst til at se hvorledes dette hang sammen. Da han kom til Ollen, fik han ogsaa se Billedet, og strax saa han op; der blev han da var den deilige Jomfruen som sad oppe i Træet. Han lokkede hende ned og tog hende hjem med sig, og vilde endelig have hende til Dronning, fordi hun var saa vakker. Men hans Mor, som endnu levede, vilde ikke; «hun kan jo ikke tale,» sagde hun, «og det kan gjerne være et Trold-Menneske.» Men Prinsen gav sig ikke tilfreds, før han fik hende.

Da de havde levet sammen en Tid, blev bun med Barn, og da hun skulde føde, lod Prinsen sætte stærk Vagt omkring hende; men i Fødselstimen søvnede allesammen, og da hun havde født, kom hendes Fostermor, skar Barnet i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene med Blodet, og sagde til hende: «Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var da du havde sluppet ud Stjernen;» og saa blev hun borte med Barnet. Da de som var sat til Vagt, vaagnede, troede de at Dronningen havde ædt sit eget Barn, og den gamle Dronningen vilde have hende brændt, men Prinsen holdt saa hjertelig af hende, og han fik endelig bedt hende fri for Straffen; men det var med Nød og Neppe.
Andre Gangen den unge Dronning skulde i Barselseng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige Gang. Men det gik netop ligedan som før, bare at Fostermoderen sagde: «Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var da du havde sluppet ud Maanen. Dronningen graat og bad – for naar Fostermoderen var der, kunde hun tale; men det hjalp ikke. Nu vilde den gamle Dronning endelig have hende brændt, men Prinsen fik da bedt hende fri den Gangen ogsaa.

Da Dronningen skulde i den tredje Barselseng, blev der sat tredobbelt Vagt omkring hende, men det gik lige ens: Fostermoderen kom mens Vagten sov, tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden med Blodet; og saa sagde hun, nu skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv havde været da Solen var sluppen ud.

Nu kunde Prinsen ikke paa nogen Maade faa frelst hende: hun maatte og skulde brændes. Men netop i det samme de leiede hende op paa Baalet, fik de se Fostermoderen, som kom med alle tre Børnene; de to leiede hun ved Haanden, og det tredje bar hun paa Armen. Hun gik bort til den unge Dronningen og sagde: «Her er Børnene dine, nu skal du faa dem igjen. Jeg er Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har været, var jeg da du havde sluppet ud Solen, Maanen, og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det du gjorde, og fra nu af skal du igjen kunne tale.» Hvor glade Dronningen og Prinsen blev, kan alle let tænke sig, men ingen kan sige det; de var siden altid lykkelige, og Prinsens Mor holdt ogsaa af den unge Dronning fra den Tid af.

Comments

comments