Kjærringa mot strømmen
År: 1847
Sted: Sogn, Sogn og Fjordane
Samler: P. Chr. Asbjørnsen
Det var engang en mand som hadde ei kjærring, og hun var saa tver og vrang, at det var ikke godt at være i lag med hende; manden, han hadde nu slet ingen utkomme med hende; det han vilde, vilde hun støtt tvert imot. Saa var det en søndag utpaa sommeren, at manden og konen gik ut og skulde se hvordan aakeren stod.
Da de kom til en aaker paa den andre siden av elven, sa manden: «Ja, naa er den skjær; imorgen faar vi til at skjære.»
«Ja, imorgen kan vi ta paa at klippe den,» sa kjærringa.
«Hvad for noget, skal vi klippe? Skal vi ikke faa lov til at skjære heller naa?» sa manden.
Nei, klippe den skulde de, mente kjærringa paa.
«Det er aldrig værre end litet at vite,» sa manden; «men du maa vel ha gaat fra det vesle vettet du har hat, og naa. Har du set at nogen har klippet aakeren, du,» sa han.
«Litet vet jeg, og litet vil jeg vite,» sa kjærringa, «men det vet jeg visst, at aakeren skal en klippe, og ikke skjære,» sa hun. Det var ikke at røe om det, klippe den skulde de.
Saa gik de bortefter og kjeiket og trættet, til de kom paa broen over elven, like ved en dyp høl.
«De sier for et gammelt ord,» sa manden, «at god redskap gjør godt arbeid; men det tror jeg nok skal bli en rar skur, som de klipper med sauesaks,» sa han. «Skal vi slet ikke faa lov at skjære aakeren naa da?»
«Nei, nei – klippe, klippe, klippe!» ropte kjærringa, hoppet op og klipte med fingrene efter næsen paa manden. Men i ilska agtet hun sig ikke, og saa snaavet hun i en stokende paa broen og dumpet i elven.
«Gammal vane er vond at vende,» tænkte manden, «men det skulde være snodig, om jeg ikke fik ret engang, jeg og.
Han la ut i hølen, og fik tak i haartoppen paa hende, saa vidt hun fik hodet over vandet. «Skal vi saa skjære aakeren?» sa han.
«Klippe, klippe, klippe!» skrek kjærringa.
«Ja, jeg skal lære dig at klippe jeg,» tænkte manden og dukket hende under. Men det hjalp ikke, de skulde klippe, sa hun, da han tok hende op igjen. «Jeg kan ikke andet tro, end at kjærringa er gælen,» sa manden ved sig sjøl. «Mangen er gælen, og vet det ikke, mangen har vet, og naar det ikke; men jeg faar nu friste en gang til likevel,» sa han. Men han hadde ikke før faat hende under, før hun satte haanden op over vandet og til at klippe med fingrene som med en saks. Da blev manden storsint, og dukket hende baade vel og længe. Men ret som det var, seg haanden ned under vass-skorpa og kjærringa blev saa tung med ett, at han maatte slippe taket.
«Vil du dra mig ned i hølen til dig ogsaa naa, saa kan du ligge der, dit troll,» sa manden. Og saa blev kjærringa. Men da det led om litt, syntes han det var ilde, at hun skulde ligge der og ikke komme i kristen jord, og saa gik han ned langs med aaen og lette og soknet efter hende. Men alt det han lette og alt det han soknet, saa fandt han hende ikke. Han fik med sig gaardsfolket og andre folk fra grannelaget, og de gav sig til at grave og sokne nedefter hele aaen alle ihop; men alt de lette, saa fandt de ingen kjærring.
«Nei,» sa manden, «det kan nok ikke nytte dette. Denne kjærringa var naa ei kjærring for sig sjøl hun,» sa han. «Mens hun levde, var hun saa rent paa tverke, og hun kan vel ikke være anderledes naa heller; vi faar til at lete opefter og friste ovenfor fossen; kanske hun har fløtet sig opefter.»
Aa ja, de gik opefter og lette og soknet ovenfor fossen. Der laa kjærringa, det var rigtig nok. Det var kjærringa mot strømmen det.
A quarrelsome woman accused her husband, in the presence of many others, of being lousy. He asked her, many times, to refrain from insulting him so. She continued, however, and her husband, in his anger, threw her into the water. When she was nearly drowned, and could not speak, she still held up her hands, and made with her fingers the gesture of killing a louse.
(Brit. Mus. MS. Harl. 463, fo. 18 (printed in Wright s Latin Stories, 8)
A woman was crossing a field with her husband, who said; This field is mowed. She replied, No, it is shorn. Her husband said, It is mowed with a scythe. She answered; It is shorn with shears, and begin to quarrel for a long time. Finally, her husband in a rage cut out her tongue. Notwithstanding which, she made the sign of the shears with her fingers to show that the field was shorn, and when she could not quarrel with her tongue she did so with her fingers.
(Brit. Mus. MS. Harl. 463, fo. 18 (printed in Wright s Latin Stories, 9)
A man had a wife so contrary that she always did the reverse of what he commanded, and received in a surly manner the guests whom he often asked to dinner. One day he invited several to dine with him, and had the table set in the garden near a stream. His wife sat with her back to the water, at some distance from the table, and regarded the guests with an unfriendly face. Her husband said: Be cheerful to our guests, and draw nearer the table. She, on the contrary pushed her chair farther from the table and nearer the edge of the stream at her back. Her husband, noticing this, said angrily: Draw near the table. She pushed her chair violently back and fell into the river and was drowned. Her husband, feigning great grief, entered a boat and began to seek his wife up the stream with a long pole. When his neighbours asked him why he looked for his wife up the stream instead of below as he should do, he answered: Do you not know that my wife always did what was contrary and never walked in the straight way? I verily believe that she has gone up against the current and not down with it like other people.
(May be found in the notes of Oesterley to Pauli, Schimpf und Ernst, 142)