Ferske i faget har en tendens til å ”fortelle i presens”, dette kan ofte ha sammenheng med at de fortsatt er i en bearbeiding av materialet. Det kan også, i enkelte tilfeller skyldes mangel på kunnskap om presens effekt. Av og til har jeg hørt at det skyldes en bestemt dialekt – dette tror jeg ikke. Bruk av HISTORISK presens som verktøy og virkemiddel, har en lang tradisjon og skulle en erfaren forteller bruke presens gjennomgående, skyldes det en viss manglende kunnskap om fenomenet.
Marius Nygaards Norrøn Syntax fra 1905 forklares bruken av historisk presens slik:
§170. Præsens om det fortidige (historisk præsens). I fremstilling af fortidige begivenheder bruges ikke sjelden præsens istedenfor imperfektum. Saalenge fortællingen skrider frem med vanlig objektiv ro, er imperfektum den naturlige udtryksmaade. Men naar fortællingen bliver livligere, fordi fortællerens fantasi gribes af situationen, saa at han ser begivenhederne foregaa for sine øine, eller naar han ønsker lettere og raskere at passere over min- dre betydningsfulde momenter, indtræder uvilkaarlig præsens. Det er dog sjel- den, at et – endog ganske kort – stykke paa denne maade fortælles uden afbry- delse i præs. I alm. benyttes historisk præsens som en variation i udtrykket, idet det sættes ved siden af eller indimellem imperfektsformer … (181)
Bruken av historisk presens kan stilistisk effektivt brukes – den kan kommunisere en nærhet til materialet eller fortellingen. Men det må ikke overdrives. Blir en fortelling konstant fortalt i presens skaper det en utslitt lytter. Et problem med historisk presens er tempus forandringen eller kanskje heller manglene på endring i tempus – overgangen mellom historisk presens og direkte tale. Det er lett å fortelle historisk presens etter man har uttalt en aktørs/karakters direkte tale. Ofte merker man ikke dette selv før noen påpeker det for en.