Seljord, Telemark
Informant: Anne Golid
Samler: Jørgen Moe
Der var engang en Enkemand, som havde en Søn og en Datter efter den første Konen sin. Begge var de snille Børn, og begge holdt de hjertelig af hverandre.
Om en Tid giftede Manden sig igjen; da fik han en Enke, som havde en Datter efter sin første Mand; hun var baade styg og slem, og det var Moderen ogsaa. Fra den Stund den nye Konen kom i Huset, var der ikke Fred at faa for Mandbørnene i nogen Ro eller Krog, og saa tænkte Gutten at det var bedst at drage ud i Verden og prøve at fortjene sit Brød selv. Da han havde vandret en Tid, kom han til Kongsgaarden; der fik han Tjeneste hos Staldmesteren, og flittig og flink var han, saa Hestene han stelte, var saa fede og blanke at det skinnede i dem.
Men Søsteren, som var igjen hjemme, havde det værre end vondt: baade Stedmoderen og Kjærringdatteren var efter hende, hvor hun gik og stod, og skjældte og smældte, og aldrig havde hun en Times Fred. Alt det tyngste Arbeide maatte hun gjøre. Vondord fik hun sent og tidlig, og lidet Mad til.
En Dag havde de sendt hende til Bækken for at bære hjem Vand. Saa kom der et stygt fælt Hoved op over Vandskorpen.
«Vask mig du!» sagde Hovedet.
«Ja, jeg skal gjerne vaske dig,» sagde Manddatteren, og begyndte at gnide og vaske det stygge Ansigtet; men et fælt Arbeide syntes hun det var.
Da hun vel havde gjort det, kom der et andet Hoved op i Vandskorpen, det var endda fælere.
«Børst mig du!» sagde Hovedet.
«Ja, jeg skal gjerne børste dig,» sagde Jenten, og gav sig i Kast med Haartotterne, men noget morosomt Arbeide kan du nok vide det ikke var.
Da hun havde gjort fra sig det, kom der et endda fælere og styggere Hoved op i Vandskorpen.
«Kys mig du!» sagde Hovedet.
«Ja, jeg skal kysse dig,» sagde Manddatteren, og det gjorde hun ogsaa, men hun syntes det var det værste Arbeidet hun havde havt i sit Liv.
Saa snakkede det ene Hovedet til det andre, og de spurgte hverandre hvad de skulde gjøre med den som var saa godvis.
«At hun blir den fineste Jente som til er, og saa hvidlett som den lyse Dag,» sagde det første Hovedet.
«At der drysser Guld af Haaret hver Gang hun børster sig,» sagde det andre.
«At der falder Guld af Munden hver Gang hun taler,» sagde det tredje Hovedet.
Da nu Manddatteren kom hjem saa deilig og lyslett som Dagen, blev Stedmoderen og hendes Datter endda argere, og endda værre blev det da hun talte, og de saa at der faldt Guldpenge af Munden hendes. Stedmoderen blev saa flyvende gal, at hun jagede Manddatteren til Grisehuset, der skulde hun være med Guldstasen sin, men inde i Stuen fik hun ikke Lov at sætte sin Fod. Det varede nu heller ikke længe, før Moderen vilde have Rettedatteren til Bækken efter Vand. Da hun kom der med Bøtterne sine, kom det første Hovedet op i Vandskorpen.
«Vask mig du!» sagde det.
«Fanden vaske dig!» svarede Rettedatteren.
Saa kom det andre op. «Børst mig du!» sagde Hovedet.
«Fanden børste dig!» sagde Rettedatteren.
Saa det til Bunds, og det tredje Hovedet op.
«Kys mig du!» sagde Hovedet.
«Fanden kysse dig, din Muletrut!» sagde Jenten.
Saa snakkede Hovederne igjen til hverandre; og spurgte hvad de skulde gjøre ved den som var saa vrangvis; og saa blev de samraadde om at hun skulde have fire Alens Næse og tre Alens Trut og en Tollbuske midt i Skallen, og hver Gang hun snakkede, skulde der falde Aske ud af Munden paa hende.
Da hun kom hjem til Stuedøren med Vandbøtterne, raabte hun ind til Moderen — «Luk op!» sagde hun.
«Luk op selv, Rettedatter min!» sagde Moderen.
«Jeg naar ikke frem for Næsen min,» sagde Datteren.
Da Moderen kom ud og fik se hende, kan en nok vide hvorledes hun blev til Sinds, og hvorledes hun skreg og bar sig; men Næsen og Truten blev ikke mindre for det.
Manddatterens Bror, som tjente i Kongsgaarden, havde tegnet af Søsteren; det Skilderiet havde han med sig, og hver Morgen og Aften laa han paa Knæ foran Skilderiet og bad til vor Herre for Søsteren; saa kjær havde han hende. De andre Stalddrengene havde hørt dette, saa kikkede de gjennem Nøkkelhullet ind i Kammeret hans, og saa at han laa paa Knæ for et Skilderi der. Saa satte de ud at Gutten hver Morgen og Aften laa og bad til et Afgudsbillede han havde, og tilsidst gik de til Kongen selv, og bad at han skulde kikke gjennem Nøkkelhullet ind til Gutten, saa skulde han faa se. Kongen vilde ikke tro det; men langt om længe fik de ham overtalt, og han lurede sig paa Tærne bort til Døren og kikkede. Jo, han saa Gutten ligge paa Knæ, og Billedet hang paa Væggen, og Hænderne holdt han sammen.
«Luk op!» raabte Kongen. Men Gutten hørte ikke.
Saa raabte Kongen anden Gang; men Gutten bad saa hjertelig at han ikke hørte det endda.
«Luk op, siger jeg!» raabte Kongen igjen, «det er jeg som vil ind.»
Ja, saa sprang Gutten til Døren og låste op, og i Hastigheden glemte han at gjemme Skilderiet. Da Kongen kom ind og fik se det, blev han staaende som han var fjetret, og kunde ikke røre sig af Flækken, saa deiligt syntes han Billedet var.
«Saa vakkert et Kvindfolk gives der ikke i Verden,» sagde Kongen.
Men Gutten fortalte at det var Søster hans, som han havde tegnet av, og var hun ikke vakrere, saa var hun slet ikke styggere, sagde han.
«Ja er hun saa vakker, saa vil jeg have hende til Dronning,» sagde Kongen, og befalede Gutten at han skulde reise hjem efter hende paa flyvende Timen, og endelig ikke være længe om Veien. Gutten lovede han skulde skynde sig alt han kunde, og reiste afsted fra Kongsgaarden.
Da Broderen kom hjem og skulde hente Søster sin, vilde Stedmoderen og Rettedatteren hendes ogsaa være med. De reiste da allesammen, og Manddatteren havde med sig et Skrin, som hun havde Guldet sit i, og en Hund, som hedte Lille Kaværn; de to Tingene var hele Morsarven hendes. Da de havde reist en Stund, skulde de over Sjøen, og Broderen satte sig bag ved Roret, og Moderen og begge Stedsøstrene sad fremme i Baaden, og saa seilede de baade langt og længe.
Om en Tid kunde de se en Strand. «Der I ser den hvide Stranden, skal vi i Land,» sagde Broderen og pegte ud over Sjøen.
«Hvad er det Bror min siger?» spurgte Manddatteren.
«Han siger at du skal kaste Skrinet dit udi,» svarede Stedmoderen.
«Ja, naar Bror min siger det, faar jeg vel gjøre det,» sagde Manddatteren, og saa kastede hun Skrinet. Da de nu havde seilet en Stund igjen, pegte Broderen igjen bort over Sjøen. «Der ser I Slottet vi skal til,» sagde han.
«Hvad er det Bror min siger?» spurgte Manddatteren.
«Nu siger han at du skal kaste Hunden din i Sjøen,» svarede Stedmoderen.
Manddatteren graat og var bedrøvet, for Lille Kaværn var det kjæreste hun havde i Verden, men endelig kastede hun den over Bord.
«Naar min Bror siger det, faar jeg gjøre det; men Gud skal vide hvor nødig jeg kaster dig ud, Lille Kaværn!» sagde hun.
Saa seilede de et godt Stykke igjen.
«Der ser du Kongen kommer for at tage imod dig,» sagde Broderen og pegte imod Stranden.
«Hvad er det Bror min siger?» spurgte Søsteren igjen.
«Nu siger han du skal skynde dig og kaste dig selv udi,» svarede Stedmoderen.
Hun bar sig ilde og graat; men naar hendes Bror sagde det, syntes hun at hun maatte gjøre det, og saa hoppede hun i Sjøen.
Da de nu kom til Kongsgaarden, og Kongen fik se den fæle Bruden med fire Alens Næse og tre Alens Trut og en Buske midt i Skallen, blev han rent fælen; men Brylluppet var færdigt baade med Bryg og med Bagst, og Bryllupsfolkene sad og ventede, og saa maatte Kongen tage hende, slig hun var. Men vond og vild var han, det kan ikke nogen fortænke ham i, og derfor lod han Gutten kaste i Ormegaarden.
Første Torsdagskvelden efter kom der en deilig Jomfru ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, og bad Kokkejenten, som laa der, saa vakkert at faa laant en Børste. Det fik hun, og saa børstede hun sit Haar saa Guldet dryppede. En liden Hund fulgte med hende, og til den sagde hun: «Gaa ud, Lille Kaværn, og se om det snart er Dagen!» Det sagde hun tre Gange, og den tredje Gangen hun sendte Hunden ud, var det ved de Tider at det begyndte at graane. Da maatte hun bort, men med det samme hun gik, sagde hun :
«Hutt! du stygge Buskebrur,
som skal ligge i Kongens Arm!
Jeg i Grus og Sand,
og min Bror i Ormegaarden, foruden Graad!»
«Nu kommer jeg igjen to Gange til, og saa aldrig mer,» sagde hun.
Om Morgenen fortalte Kokkejenten det hun havde seet og hørt, og saa sagde Kongen, at næste Torsdagskvelden vilde han selv vaage i Kjøkkenet og se om det var sandt, og da det vel havde taget til at mørkne, saa kom han ud i Kjøkkenet til Jenten. Men alt han gned Øinene og prøvede at holde sig vaagen, saa hjalp det ikke; for Buskebruden trallede og sang, saa Øinene paa ham faldt sammen, og da den deilige Jomfruen kom, sov han saa han snorkede. Ligesom første Gangen fik hun laant en Børste og børstede Haaret sit med, saa Guldet dryppede, og saa sendte hun ud Hunden tre Gange, og da det lysnede, gik hun. Med det samme hun gik, sagde hun de samme Ordene som Gangen før: «Nu kommer jeg igjen en Gang, og saa aldrig mer,» sagde hun.
Den tredje Torsdagskvelden vilde Kongen igjen vaage. Da satte han to Mand til at holde sig, en under hver Arm, de skulde riste ham og nappe i ham hver Gang han vilde til at sovne, og to Mand satte han til Vagt over Buskebruden. Men da det led udpaa Kvelden, begyndte Buskebruden igjen at tralle og synge, saa Øinene hans holdt paa at lukke sig, og Hovedet hang ned til den ene Siden. Saa kom den deilige Jomfruen, og fik Børsten, og børstede sit Haar saa Guldet dryppede; saa sendte hun ud Lille Kaværn for at se om det snart var Dagen, og det gjorde hun tre Gange. Tredje Gangen tog det til at lysne, da sagde hun:
«Hutt! du stygge Buskebrur,
som skal ligge i Kongens Arm!
Jeg i Grus og Sand,
og min Bror i Ormegaarden, foruden Graad!»
«Nu kommer jeg aldrig igjen mere,» sagde hun, og saa vilde hun gaa. Men de to Mand som holdt Kongen under Armene, greb over Hænderne hans og klemte Kniven ind i Næven paa ham, og saa fik han skaaret hende i Veslefingeren, saa meget at hun blev blodvækt.
Da var rette Bruden frelst, og Kongen vaagnede; hun fortalte ham hvorledes alt var gaaet til, og hvorledes Stedmoderen og Kjærringdatteren havde sveget hende. Strax blev Bror hendes taget ud af Ormegaarden -ham havde Ormene ikke gjort mindste Skade – og Stedmoderen og Rettedatteren hendes blev kastede der ned i Steden. Men ingen kan fortælle hvor glad Kongen var da han blev af med den stygge Buskebruden, og fik igjen en Dronning som var saa deilig og lys som selve Dagen. Nu blev det rette Brylluppet gjort, og det saa det blev hørt og spurgt over syv Kongeriger; Kongen og Bruden hans kjørte til Kirke, og Lille Kaværn sad ogsaa i Vognen. Da Vielsen var forbi, kjørte de hjem igjen, men siden var jeg ikke med dem længer.