Hedmark
Innsamler: Ida Kinck

Der var engang en Mand og en Kone som havde en eneste Søn, og han hedte Hans. Kjærringen syntes han burde ud og tjene, og sagde til Manden at han skulde reise med ham. «Du skal skaffe mig ham saa god at han blir Mester over alle Mestere,» sagde hun, og saa lagde hun Mad og en Tobaksrul i en Sæk til dem.
Ja, de var hos mange Mestere, men alle sagde, de kunde gjøre Gutten saa god som de selv var, men bedre kunde de ikke gjøre ham.
Da Manden kom hjem til Kjærringen med det Svaret, sagde hun: «Ja jeg er lige glad hvor du gjør af ham, men det siger jeg, at du skal skaffe mig ham til Mester over alle Mestere!” Saa lagde hun Mad og en Tobaksrul i Sækken igjen, og Manden og Sønnen de maatte afsted.
Da de havde gaaet et Stykke, kom de paa en Is; der mødte de en som kom kjørende med en sort Hest. «Hvor skal I hen?” sagde han.
«Jeg skulde nok ud og have Søn min i Lære til en som var god til at lære ham op; for Kjærringen min er kommen af saa godt Folk, at hun vil have ham oplært til Mester over alle Mestere,» sagde Manden.

«Det træffer ikke ilde,» sagde han som kjørte; «for det er jeg Kar for, og slig en Læregut reiser jeg efter. Staa bagpaa du!» sagde han til Gutten.
Saa bar det afsted op igjennem Luften med dem. «Nei, nei, bi lidt!» skreg Far til Gutten; “jeg skulde have vidst hvad du heder, og hvor du bor?”
«Aa, jeg er hjemme baade Nord og Syd og øst og Vest, og Bonde Veirskjæg heder jeg,» sagde Mesteren. «Om et Aar kan du komme igjen, saa skal jeg sige dig om han blir saa god,» sagde han. Saa gik det afsted med dem, og borte var de.
Da Aaret var ude, kom Manden og skulde høre til Sønnen. «Det er ikke gjort paa ett Aar at blive udlært,» sagde Mesteren; «nu har han lært at gaa langs efter Krakkene.» Ja, saa blev de forligte om at Bonde Veirskjæg skulde have ham et Aar til og lære ham helt op, saa skulde Manden komme igjen.
Da Aaret var omme, mødtes de paa samme Stedet igjen.

«Har han staaet ud Læren nu?» spurgte Faderen. «Nu er han min Mester, og nu ser du ham aldrig att,» sagde Bonde Veirskjæg, og før Manden rigtig sansede hvor det blev af dem, var de borte, baade han og Gutten.
Da Manden kom hjem, spurgte Kjærringen om Sønnen ikke kom, eller hvor det blev af ham.
«Aa Gud ved hvor det blev af ham,” sagde Manden, “det bar til Veirs;» og saa fortalte han hvorledes det var gaaet til.
Men da Konen hørte det, at Manden ikke havde Greie paa hvor han var henne, saa sendte hun ham i Veien igjen. “Du skal hente Gutten, om du saa skal tage ham hos Gamle-Erik selv!» sagde hun, og gav ham med en Madsæk og en Tobaksrul.
Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en stor Skog, og den rak hele Dagen saa langt han gik, og da det blev mørkt, fik han se en stor Lysning; saa gik han efter den. Langt om længe kom han til en liden Stue under et Berg, og udenfor den stod en Kjærring og vandt op Vand af Brønden med Næsen sin, saa lang var den.
“God Kveld, Mor,» sagde Manden.

«God Kveld igjen,» sagde Kjærringen. «Det har ingen kaldt mig Mor på hundrede Aar, sagde hun. Kan jeg faa laant Hus her i Nat?” sagde Manden. “Nei,” sagde Kjærringen. Men saa tog Manden op Tobaksrullen, brændte lidt, og gav Kjærringen Snus. Saa blev hun saa glad at hun tog til at danse, og saa skulde Manden faa blive der Natten over. Ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirskjæg. Hun vidste ikke noget om ham, sagde hun; men hun raadde over alle firføddede Dyr, kanske nogen af dem kunde vide om ham. Saa blaaste hun dem sammen med en Pibe hun havde, og overhørte dem ; men der var ingen som vidste noget om Bonde Veirskjæg. «Ja, vi er tre Søstre,» sagde Kjærringen, “kanske en af de andre to ved hvor han er. Du skal faa laant Skyds af mig, saa kommer du did til Kvelds; men tre hundrede Mil er det til den nærmeste. Manden reiste, og han kom frem til Kvelds. Da han kom frem, stod den Kjærringen ogsaa og vandt op Vand af Brønden med Næsen sin. «God Kveld, Mor,» sagde Manden.
«God Kveld igjen,» sagde Kjærringen. «Nu har ingen kaldt mig Mor paa hundrede Aar,» sagde hun. «Kan jeg faa laant Hus her i Nat?» sagde Manden. «Nei,» sagde Kjærringen.

Men saa tog Manden op Tobaksrullen, brændte lidt, og gav Kjærringen Snus paa Haandbagen. Saa blev hun saa glad at hun tog til at danse, og saa skulde Manden faa Lov at blive der Natten over. Men ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirskjæg. Nei, hun vidste ikke noget om ham; men hun raadde over alle Fiskene, sagde hun, og kanske nogen af dem kunde vide Besked om ham. Saa blaaste hun dem sammen med en Pibe hun havde, og overhørte dem; men der var ingen som vidste noget om Bonde Veirskjæg. «Ja, jeg har en Søster til,» sagde Kjærringen, «kanske hun kan vide noget om ham. Hun bor sex hundrede Mil herfra, men du skal faa Skyds af mig, saa kommer du did til Kvelds.”
Manden reiste, og han kom frem til Kvelds, da Kjærringen stod og karede Varmen, og det gjorde hun med Næsen sin, saa lang var den. “God Kveld, Mor,» sagde Manden.
«God Kveld igjen,» sagde Kjærringen; «nu har da ingen kaldt mig Mor paa hundrede Aar,» sagde hun. “Kan jeg faa laant Hus her i Nat?» sagde Manden. «Nei,» sagde Kjærringen.
Men saa tog Manden frem Tobaksrullen igjen og til at brænde, og gav Kjærringen hele Haandbagen fuld af Snus. Da blev hun saa glad at hun tog til at danse; og saa skulde Manden faa laant Hus. Ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirskjæg. Hun vidste ikke noget om ham, sagde hun, men hun raadde over alle Fuglene, og dem blaaste hun sammen med Piben sin. Da hun havde overhørt dem allesammen, savnede hun Ørnen, men lidt efter kom den, og da hun spurgte den, saa sagde den at den kom lige fra Bonde Veirskjæg. Saa sagde Kjærringen at den skulde følge Manden did. Men Ørrnen vilde først have noget at æde, og saa vilde den hvile ud til andre Dagen, for den var saa træt efter den lange Veien, at den mest ikke kunde løfte sig fra Jorden.

Da den var vel mæt og udhvilt, ryskede Kjærringen en Fjær ud af Stjærten paa Ørnen og satte Manden i Steden, og saa fløi den afsted med ham; men de kom ikke frem til Bonde Veirskjæg før ved Midnatstider. Da de var komne frem, sagde Ørnen det: Der ligger Rak og Aadsler udenfor Døren, men det skal du ikke ænse. De som er indenfor, sover saa haardt allesammen at de ikke er god for at vaagne; men du skal gaa lige bort i Bordskuffen og tage tre Brødstykker, og hører du en som snorker, skal du nappe tre Fjærer af Hovedet paa ham, han vaagner ikke for det.»

Manden gjorde saa; da han havde faaet Brødstykkerne, nappede han først en Fjær. «Uf!» skreg Bonde Veirskjæg. Saa nappede han en til, da skreg han «Uf!” igjen; men da han nappede den tredje, skreg Bonde Veirskjæg, saa Manden troede at der skulde revne baade Mure og Vægge, men han sov lige godt.
Saa sagde Ørnen ham, hvorledes han skulde bære sig ad siden, og det gjorde han. Han gik til Fjøsdøren, og der stødte han sig mod en Kampesten; den tog han op; under den laa tre Skaarefliser, dem tog han ogsaa op. Saa bankede han paa Fjøsdøren, og strax gik den op. Han slap ned de tre Brødsmulerne; saa kom der frem en Hare og aad dem. Den tog han. Ørnen bad ham rykke tre Fjærer ud af Stjerten sin, og sætte Haren, Stenen, og Skaarefliserne, og sig selv i Steden, saa skulde den fragte dem hjem.
Da Ørnen havde fløiet et langt Stykke, satte den sig ned paa en Sten. «Ser du noget?» spurgte den. “Ja, jeg ser en Kraakeflok kommer flyende efter os,» sagde Manden.
«Vi faar vel reise et Stykke til, vi da,» sagde Ørnen, og satte afsted.

Om en Stund spurgte den: «Ser du noget nu?” «Ja, nu er Kraakerne tæt efter os,» sagde Manden. “Slip nu ned de tre Fjærene du nappede af Hovedet paa ham,” sagde Ørnen.
Ja Manden gjorde saa, og med det samme han slap dem, blev Fjærene til en Korpeflok, som jagede Kraakerne hjem igjen.
Saa fløi Ørnen langt bort med Manden; tilsidst satte den sig paa en Sten for at hvile. «Ser du noget?” sagde den.
«Viss paa det er jeg ikke,» sagde Manden, “men jeg synes jeg ser noget kommer langt borte.»
“Vi faar vel reise et Stykke til da,» sagde Ørnen. “Ser du noget nu?» sagde den om en Stund. «Ja, nu er han tæt efter os,» sagde Manden.
“Du faar slippe ned Skaarefliserne, som du tog under Graastenen ved Fjøsdøren,” sagde Ørnen.
Ja Manden gjorde saa, og med det samme han havde sluppet dem, voxte de op til en stor tæt Skog, saa Bonde Veirskjæg maatte reise hjem efter Øxer for at hugge sig igjennem.
Saa fløi Ørnen langt bort igjen; men saa blev den træt, og satte sig i en Furu. “Ser du noget?” sagde den.
«Ja, viss paa det er jeg ikke,» sagde Manden, “men jeg synes at jeg skimter noget langt borte.”
“Vi faar vel reise et Stykke til da,” sagde Ørnen, og saa satte den afsted.
“Ser du noget nu?» sagde den om en Stund. “Ja, nu er han tæt efter os,» sagde Manden.
“Du faar slippe ned Kampestenen du tog ved Fjøsdøren da,» sagde Ørnen.

Manden gjorde saa, og den blev til et stort høit Stenberg, som Bonde Veirskjæg først maatte bryde sig igjennem. Men da han var kommen midt ind i Berget, brød han af det ene Benet sit, og saa maatte han hjem og færde det.
Men mens det stod paa, fløi Ørnen hjem til Manden baade med ham selv og med Haren, og da de var komne hjem, gik Manden paa Kirkegaarden og havde Kristenjord paa den, saa blev den til Hans, Søn hans igjen. Da det led til Marked, skabte Gutten sig om til en blakk Hest, og bad Faderen reise paa Marked med sig. «Naar der kommer en som vil kjøbe mig, skal du sige du vil have hundrede Daler for mig; men du maa ikke glemme at tage af Grimen, ellers slipper jeg aldrig fra Bonde Veirskjæg, for det er han som kommer og vil handle,» sagde han.

Slig gik det ogsaa: der kom en Mærrebytter, som havde stor Hu til at handle af ham Hesten, og Manden fik hundrede Daler for den; men da Handelen var gjort, og Far til Hans havde faaet Pengene, vilde Mærrebytteren have Grimen. “Nei, det staar nok ikke i Akkorten det,» sagde Manden, “og Grimen faar du ikke, for jeg har flere Heste jeg skal have til Byen.» Saa gik de hver sin Vei. Men de var ikke langt komne, før Hans skabte sig om til sig selv, og da Manden kom hjem, sad han paa Ovnsbænken.
Andre Dagen gjorde han sig til en brun Hest, og sagde til Faderen at han skulde reise paa Markedet med ham. «Naar der kommer en som vil kjøbe mig, skal du sige du vil have to hundrede Daler, for det giver han, og han skjænker dig attpaa; men hvad du drikker og hvad du gjør, saa glem ikke at tage Grimen af mig, ellers ser du mig aldrig igjen,” sagde Hans. Ja, saaledes gik det, han fik to hundrede Daler for Hesten og Skjænk attpaa, og da de skiltes fra hverandre var det ikke mere end netop at han kom i Hu at tage af Grimen. Men de var ikke komne langt paa Veien før Gutten skabte sig om, og da Manden kom hjem, sad alt Hans paa Ovnsbænken.
Tredje Dagen gik det lige ens. Gutten skabte sig til en stor svart Hest, og sagde til Faderen, at der kom en og bød tre hundrede Daler og skjænkede ham god og fuld attpaa; men hvad han gjorde eller hvor meget han drak, maatte han ikke glemme at tage af Grimen, for ellers kom han ikke fra Bonde Veirskjæg i dette Liv. Nei, det skulde han nok ikke glemme, sagde Manden. Da han kom paa Markedet, fikk han de tre hundrede Dalerne, men Bonde Veirskjæg skjænkede ham saa fuld at han glemte at tage af Grimen, og saa reiste Bonde Veirskjæg afsted med Hesten.

Da han var kommen et Stykke paa Veien, skulde han ind og have mere Brændevin, saa satte han en gloende Spikertønde under Næsen og et Havretraug under Rumpen paa Hesten sin, hængte Grimeskaftet ind paa et Handrev, og gikk ind til Gjæstgiveren. Hesten stod der og stampede og sparkede og fnyste og veirede. Saa kom der en Jente, som syntes Synd paa den. «Aa Stakkars dig, hvad er det for en Husbond du har, som farer slig med dig da?» sagde hun og skjøv Grimeskaftet af Handrevet, for at den skulde faa vendt sig og smage paa Havren.

«Det er mig det!” skreg Bonde Veirskjæg og kom farende ud igjennem Døren.
Men Hesten havde alt ristet Grimen af sig og kastede sig ud i Gaasedammen, og gjorde sig om til en liden Fisk i det samme. Bonde Veirskjæg efter, og gjorde sig til en stor Gjedde. Saa gjorde Hans sig til en Due, og Bonde Veirskjæg gjorde sig til en Høg, og fløi og slog efter Duen. Men saa stod der en Prinsesse i et Vindu i Kongsgaarden og saa paa dette Nappetaget. «Vidste du saa meget som jeg ved, saa kom du ind igjennem Vinduet til mig du!” sagde Prinsessen til Duen.
Duen kom farende ind igjennem Vinduet, skabte sig om til Hans igjen, og sagde hvorledes det var.
«Gjør dig til en Guldring og sæt dig paa Fingeren min,» sagde Kongsdatteren.
“Nei, det nytter ikke,» sagde Hans; «for saa gjør Bonde Veirskjæg Kongen syg, og saa er der ingen som kan gjøre ham god igjen, for Bonde Veirskjæg kommer og læger ham, og for det kræver han Guldringen.»

“Jeg skal sige den er efter Mor, og at jeg slet ikke vil miste den,” sagde Kongsdatteren.
Ja, saa gjorde Hans sig til en Guldring og satte sig paa Fingeren til Prinsessen, og der kunde ikke Bonde Veirskjæg faa fat paa ham. Men saa gik det som Gutteten havde sagt: Kongen blev syg, og der var ingen Doktor som kunde læge ham, før Bonde Veirskjæg kom, og han vilde have Ringen til Prinsessen for det. Saa sendte Kongen Bud til Datteren efter Ringen. Men hun vilde ikke miste den, sagde hun, for hun havde den efter sin Mor. Da Kongen hørte det, blev han vond, og sagde at han vilde have Ringen, hvem hun saa havde den efter.

“Ja, det hjælper nok ikke det at du blir vond,» sagde Kongsdatteren; «jeg faar den ikke af mig; vil du have Ringen, faar du tage Fingeren ogsaa.»
«Jeg skal hjælpe, saa skal nok Ringen af,” sagde Bonde Veirskjæg.
«Nei, ellers Tak, jeg skal prøve selv,” sagde Kongsdatteren, og gik bort til Peishellen og havde Aske paa. Saa gik Ringen af og blev borte i Asken. Bonde Veirskjæg gjorde sig til en Toppe, som spændte og sparkede efter Ringen i Skorstenen, saa Asken føg om Ørene paa dem. Men Hans gjorde sig til en Ræv og bed Hovedet af Toppen, og sad den slemme i Bonde Veirskjæg, saa var det ude med ham nu.

Comments

comments