Podkast: Det henger i lufta – Tommeliden #648

0
350

Der var engang en Kone som havde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger; derfor kaldte de ham ogsaa Tommeliden.

Da han var kommen til Skjels Aar og Alder, sagde Moderen til ham at han skulde ud at fri, for nu syntes hun det var paa Tide at han tog til at tænke paa at gifte sig. Da Tommeliden hørte det, blev han glad. De fik Kjøregreierne i Stand og reiste afsted, og Moderen satte ham paa Fanget. Saa skulde de reise til en Kongsgaard, hvor der var saadan en stor Prinsesse; men da de var komne et Stykke paa Veien, blev Tommeliden borte. Hun ledte længe efter ham og raabte paa ham, og graat fordi han var borte og hun ikke kunde finde ham igjen. «Pip, pip!» sagde Tommeliden, han havde gjemt sig i Manen paa Hesten.

Saa kom han frem, og da maatte han love Moderen at han ikke skulde gjøre det oftere. Da de havde kjørt et Stykke til, saa var Tommeliden borte igjen. Hun ledte efter ham og raabte og graat, men borte var han. «Pip, pip!» sagde Tommeliden; og hun hørte han lo og kniste, men hun kunde slet ikke finde ham igjen. «Pip, pip, her er jeg da!» sagde Tommeliden og kom frem af Øret paa Hesten. Saa maatte ham love at han ikke skulde gjemme sig oftere; men da de havde kjørt et Stykke, saa var han borte igjen; han kunde ikke berge sig. Moderen hun ledte og graat og raabte paa ham; men han var borte og blev borte, og alt hun ledte, kunde hun ikke finde ham paa nogen Maade. «Pip, pip, her er jeg da!» sagde Tommeliden. Men hun kunde slet ikke skjønne hvor han var, for det lød saa utydeligt. Hun ledte, og han sagde «Pip, her er jeg!» og lo og gottede sig, fordi hun ikke kunde finde ham igjen; men ret som det var, saa nøs Hesten, og saa nøs den ud Tommeliden, for han havde sat sig i det ene Næseboret paa den. Moderen tog ham nu og puttede ham i en Pose; hun vidste ingen anden Raad, for hun kunde skjønne at han ikke kunde bryde Arten.

Da de kom til Kongsgaarden, saa blev der snart Trolovelse, for Prinsessen syntes han var en vakker liden Gut, og det varede ikke længe før der blev Bryllup heller.
Da de skulde til med Middagen i Bryllupsgaarden, saa sad Tommeliden til Bords ved Siden af Prinsessen; men han var værre end ilde stelt, for da han skulde til at spise, kunde han ikke naa op, og havde vist ikke faaet en Bete, havde ikke Prinsessen taget og hjulpet ham op paa Bordet. Nu gik det baade godt og vel, saa længe han kunde spise af Tallerken, men saa kom der ind et stort Grødfad; det kunde han ikke naa op i; men Tommeliden vidste Raad, han satte sig paa Bredden. Men saa var der et Smørøie midt ude i Fadet; det kunde han ikke række, og saa maatte han sætte sig udpaa Kanten af Smørøiet; men ret som det var, kom Prinsessen med en stor Ske og skulde dyppe en dygtig Grødbete i Smøret, og saa kom hun nær Tommeliden, saa at han faldt ned og druknede i Smørøiet.

Comments

comments